2007 Lowell Kramme

Artikel fra Nordjyske Stiftstidende 4. juli 2007

AALBORG: Det kunne næsten ikke være bedre for borgmester Henning G. Jensen, da han i går eftermiddags overdrog borgmesterkæden for en dag til amerikaneren med danske aner, Lowell Kramme fra Des Moines i Iowa. Lowell Krammes bedstefar, Frederik Kramme, var ikke alene fra Nørresundby, men nærmere betegnet Lindholm, hvor borgmesteren selv bor. Han har tilmed fået en vej opkaldt efter sig, nemlig Krammesvej. Frederik Kramme var en kendt mand, således både formand for elværk og vandværk og borgmesterår – eller sognefoged om man vil- og fætter til Viggo Kramme, som sammen med Karl Gustav Zeuthen byggede de små danske KZ-fly i 30’erne og 40’erne. Lowells far rejste som kun 18-årig til USA i 1920 mest for at se, men blev der, gik på det danske Grand View College og etablerede senere flere entreprenørfirmaer, der byggede både broer og veje over det meste af USA. Ofte i Danmark Faderen giftede sig med en pige fra Viborg i South Dakota og fik to børn, Lowell og en nu afdød datter. Lowell Kramme selv har ernæret sig gennem pr-virksomhed, ejendoms- og jordhandel og har drevet flere gårde. Danmark har altid stået hans hjerte nær. Han var teenager første gang, han i 50’erne kom til Nørresundby og har været her regelmæssigt i de senere år sammen med hustruen, Mary af svensk afstamning og således med mellemnavnet Bjørk. Sammen har de to børn, sønnen Christopher på 30, bosat i San Francisco og fransk gift, og datteren Maria Kristine på snart 27 år i New York. Lowell Kramme har været dansk konsul siden 1996 og arbejder energisk for de dansk-amerikanske forbindelser, ligesom han er aktiv i bevarelsen af den danske arv bl.a. gennem indvandrermuseet i Elkhorn. Han har stået for to konferencer om Danish Culture, Past and Present og regner med en tredje i Minneapolis i 2009. Hans ønsker og håb i anledning af den nye borgmesterværdighed er, at den nye Rebildkomité samt Dansk-Amerikansk klub fortsat vil kæmpe for at bevare Rebild. – Rebild er et udtryk for et enestående arbejde mellem to lande, siger han, idet han støttede sig til to håndskrevne ark. Borgmesterudnævnelsen var kommet som en overraskelse.