Torskegilde 2015

Årets første klubarrangement ”Torskegildet” (Ikke det som skattevæsnet arrangerer), løb af stablen fredag den 6. februar kl 18.30 i de flotte lokaler hos Marineforeningen på Vestre Fjordvej i Aalborgs Vestby.

 Med en tilslutning på 56 medlemmer var det lidt færre end sidste år, men dog stadig et pænt fremmøde.

Aftenen startede med at vi satte os til bordene, for umiddelbart derefter, at rejse os igen. Under ledelse af Charlie skulle vi hilse på Dannebrog og afsynge Kongesangen. Da teksten til denne i forvejen var fordelt på bordene, blev dette i år en særlig nydelse.

Og så til det vi alle var kommet for. Næppe overraskende var menuen: ………kogt torsk med al godt tilbehør, leveret fra Restaurant Orkidéen og som med vanlig stil serveret af Marineforeningen velklædte medlemmer.

[meteor_slideshow slideshow=”torsk2015″]

Da vi havde nydt faretruende meget torsk med tilbehør, der i blandt ørerivende stærk sennep, tog vores sidste legatmodtager, Mathias over. Han fortalte om et udbytterigt efterårssemester på San Diego State University, godt hjulpet af sin kæreste. Der var rigtig mange spørgsmål til ham og han svarede godt for sig.

Samtidig med foredraget var vi jo gået i gang med kaffen og småkagerne.

Men vi var ikke færdige endnu. Vores gode medlem, forhenværende dyrlæge og borgmester i Brovst, Henning Mysager, underholdt os med minder og historier fra sit virke i Han Herred. Det var bestemt ikke kedeligt og jeg tror også at der var et par hemmeligheder der sneg sig med i hans indlæg.

Ind imellem disse festlige indslag og her til sidst blev der ved bordene, under højt humør, udvekslet mange livlige diskussioner.

 Tiden gik alt for hurtigt og præsidenten måtte nødtvungen afslutte aftenen med at samle os mellem bordene til fællessangen: ”Skuld gammel venskab ren forgå”.

Tak til alle for en herlig aften.

 

Tekst og foto: Flemming