2006 Nadine Paulsen

 

Borgmester: O.k. med amerikanske tilstande

Mogens Møller

Nadine Paulsen, Aalborgs borgmester for en dag og 47 års erfaring som sygeplejerske i USA, mener det er en skrøne, at rig og fattig behandles forskelligt i det amerikanske sygehusvæsen.
USA 5. juli 2006 06:00
NORDJYLLAND: At der skulle være stor forskel på rig og fattig i det amerikanske sygehusvæsen, er ganske enkelt en myte, som der ikke er hold i. Det forsikrer Nadine Paulsen, borgmester for en dag i Aalborg Kommune. Nadine Paulsen har de seneste dage været i Aalborg for at fejre den amerikanske uafhængigshedsdag, ligesom hun og manden Tom Paulsen har været det de 29 foregående år. I år blev det hende, der fik titlen som Aalborgs borgmester for en dag. Hjemme i USA er Nadine Paulsen sygeplejerske. Det har hun været i 47 år. Hun arbejder i et akutteam, som betjener 12 i Seattle. Det er en blanding af offentlige og private hospitaler. Derfor vurderer Nadine Paulsen, at hun kender det amerikanske sygehusvæsen ganske godt. – Og der er virkelig ingen forskel på, hvordan patienter bliver behandlet i det offentlige og det private sygehussystem i USA. Folk, der ikke har tegnet en sygeforsikring, bliver behandlet akkurat lige så godt som dem, der har én, siger hun. Den nordjyske amtsborgmester og kommende regionsformand, Orla Hav (S), udtrykte i NORDJYSKE i går bekymring for, at det danske sygehussystem er ved at blive ”amerikaniseret”. Bekymringen skyldes, at privathospitaler vinder større og større udbredelse, mens de offentlige sygehuse hænger på pligtopgaverne. Hvis udviklingen får lov at fortsætte på den måde, forudser Orla Hav at det vil ende med et system, hvor rige mennesker har råd til selv at betale for behandling på privat, mens alle andre må tage til takke med anden klasses behandling på et offentligt sygehus. Men den bekymring er altså ifølge Nadine Paulsen aldeles ubegrundet. – I det amerikanske sundhedsvæsen er der ensartet behandling til alle, uanset om man er rig eller fattig. Og der er heller ingen ventetider, fortæller hun. Nadine Paulsen, der allerede har leveret borgmesterkæden tilbage til Henning G. Jensen, understreger, at hun ikke kender det danske sygehusvæsen godt nok til at drage en sammenligning. Hun mener bare ikke, at det amerikanske system er et skræmmebillede.
%d bloggers like this: