På en lidt grå dag deltog omkring 40 medlemmer og venner i genåbningen af vores arrangementsprogram efter den lange nedlukning af foreningslivet.
Vi var i Thingbæk Kalkmine hvor vi så de spændende formationer og der var endda flagermus der havde søgt tilflugt i minegangene.
Endvidere havde DAK sørget for flot kormusik i de katedralagtige omgivelser. Det var Nørre Tranders Kirkekor der underholdt i en halv times tid, ikke bare for vore medlemmer, men også for alle de øvrige besøgende i minegangen.
Efter vi havde havde set de mange udstillinger der også er i forbindelse med centret, kørte vi op til The new Lincoln Log Cabin (Blokhuset), hvor vi indtog en god frokost.
Alle gav udtryk for at det havde været et godt arrangement og en god dag. Husk, at du også skal deltage i vores næste arrangement.
VI BESØGER THINGBÆK KALKMINER OG BLOKHUSET I REBILD BAKKER
lørdag den 18. september 2021.
Da vi i år ikke fik mulighed for at lave en sommerudflugt, har vi i stedet planlagt en sensommer udflugt til Thingbæk kalkminer med korkoncert og efterfølgende frokost i Lincoln Cabin i Rebild Bakker. Efter frokosten vil der være mulighed for at gå en tur i bakkerne eller besøge Museum Rebild. Vi har plads til 50 personer så tilmelding er efter først til mølle-princippet. Gæster er som altid velkommen.
Her kommer programmet for dagen: Kl. 10.45 Ankomst til Thingbæk kalkminer, Røde Møllevej 4, Thingbæk, 9520 Skørping. Kl. 11:15 – 11:45 Korkoncert i Kalkminerne med Nørre Tranders Kirkekor. Ca. kl. 12.30 – 14:00 Frokost i Blokhuset (Lincoln Cabin) i Rebild Bakker.
Efter frokosten kan man efter ønske gå en tur i Rebild Bakker eller besøge Museum Rebild.
Prisen for hele arrangementet er kr. 275,- pr. deltager. Og er inklusiv adgang til Thingbæk Kalkminer, korkoncert, frokostbord med sild, smørrebrød og ost. Drikkevarer til frokosten skal købes separat.
TRANSPORT: Hvis du mangler transport til vores udflugt skal du gøre os opmærksom på dette når du tilmelder dig. Så vil vi forsøge at hjælpes omkring kørsel til og fra Rebild og tilbage til Aalborg.
En af vores langvarige medlemmer i Dansk Amerikansk Klub, Bruno G. Schnoor, er gået bort den 31. maj, 2021 efter kort tids sygdom.
Bruno havde en fin karriere indenfor det danske forsvar. Han var i en del år fast dirigent ved vores årlige generalforsamling som han styrede på bedste vis.
Bruno var en vellidt mand med en god humoristisk sans. Han vil blive savnet.
Dansk Amerikansk Klub har doneret et beløb til Aalborg Forsvars- og Garnisonsmuseum på vegne af Bruno Schnoor i stedet for blomster da dette var Brunos ønske.
Så lykkedes det her i dag, 26. marts 2021, at afholde foreningens generalforsamling, i skyggen af Covid-19, via internettet.
Det lykkedes rent faktisk, at afholde foreningens generalforsmamling virtuelt. Der var ikke rekordmange deltagere – 24 medlemmer var med på skærmen – Men med kun ganske få små hick-ups forløb det fint.
Under valg til bestyrelse blev præsidenten, Niels Guldbjerg, genvalgt. Det samme skete for Jette Severinsen, John Lænner og Karina Stevenson, som menige medlemmer af bestyrelsen.
Erik Lunden og Orla Kops får også et år mere som revisorer og til sidst blev Henrik Genefke genvalgt sammen med Marisol Jensen som ny suppleant.
Et forslag fra bestyrelse om ændring i vedtægterne blev trukket tilbage, som følge af det begrænsede deltager antal. Det vil blive genfremsat til næste år, når vi forhåbentlig kan afholde en almindelig fysisk generalforsamling med flere deltagere.
Som bekendt har vi planlagt den årlige generalforsamling den 26 marts, 2021. klokken 19:00.
Vi afholder dette arrangement – dog på en helt ny måde. Da vi fortsat ikke kan mødes i større grupper, har vi som mange andre foreninger, valgt at afholde vores generalforsamling virtuelt via platformen Zoom.
Alle medlemmer vil få dage før generalforsamlingen, få tilsendt et link til mødet samt instruktioner omkring hvordan man bedst kan deltage og også have mulighed for at stille spørgsmål m.v.
Vi ved godt at dette ikke er en optimal måde at afholde en generalforsamling på, og det er også kun fordi det er vores eneste mulighed for at følge vores forenings vedtægter, at vi har truffet dette valg.
Vi er dog opsat på at lave et konstruktivt event, hvor vi kan fremlægge årsregnskab, vælge bestyrelsesmedlemmer og afgive årsberetning. Derudover har vi inviteret Præsidenten for Rebildselskabet Jørgen Bech Madsen til at lave et lille indslag omkring status i Rebildselskabet.
Vi håber mange af jer har lyst til at prøve denne nye mødeform. Vi fra bestyrelsen vil gøre hvad vi kan for at gøre processen så let tilgængelig så muligt. I hører fra os i ugen op til generalforsamlingen med link og instruktioner til mødet.
Med venlig hilsen Niels Guldbjerg, præsident D.A.K. og bestyrelsen
Først vil vi fra bestyrelsen gerne ønske alle vores medlemmer og jeres familier, et rigtig godt nytår.
Det har været et mærkeligt 2020, men vi ser fremad, og glæder os til mere normale tider, hvor vi igen kan nyde samvær og åbne fuldt for vores årlige kalender af arrangementer i klubben.
Der går givetvis et par måneder mere før vi kan starte på vores arrangementer i klubben. Derfor har vi besluttet af aflyse vores opkommende Torskegilde som vi normalt afholder i februar.
På nuværende tidspunkt afventer vi og ser hvordan situationen omkring smittetryk og vaccine udvikler sig – og håber på at vi kan afholde vores Generalforsamling som planlagt den 26. marts, på Torvet i Nørresundby. Vi lover at holde jer løbende orienteret.
Grundet den manglende aktivitet i 2020 og vor gode økonomi, har vi i bestyrelsen besluttet, at der ikke i år vil blive udsendt opkrævninger på det årlige klubkontingent.
Såfremt der skulle være medlemmer som alligevel ønsker at betale det årlige kontingentbeløb på kr. 300,- pr. husstand, vil alle beløb modtaget blive fordelt ligeligt med
50% til vores jubilæumsfond af 1982 som støtter unge der skal på studieophold i USA og Canada og
50% til vores 100 års jubilæumskonto.
Som I alle sikkert ved, har Dansk Amerikansk Klub 100 års jubilæum i august 2022 og det skal vi selvfølgelig markere og fejre på bedste vis.
En donation til disse to formål kan betales via
MobilePay: 41127 eller
ved bankoverførsel til 7450 – 1340116
Tak for jeres fortsatte støtte af Dansk Amerikansk Klub. Vi glæder os til at være sammen med jer igen.
Bestyrelsen i Dansk Amerikansk Klub har valgt at støtte Bruce Bro fra Arizona med 1.000 dollars.
Bruce er på en 500 mile vandretur gennem Rocky Mountains. Han har benyttet lejligheden til at rejse penge til flere Dansk Amerikanske organisationer som grundet COVID 19 har haft det svært i år.
Vi har valgt The Danish Home i Chicago som er et plejehjem og hvor vi ved at der gøres et stort stykke arbejde for de ældre i området.
Det er 4. juli og alle Dansk Amerikansk Klub’s arrangementer i den anledning er overstået. Eller….. – Det ville de have været, hvis ikke der lige var kommet en verdensomspændende lille sygdom på tværs.
Vi ville have haft Gardenparty på Garnisonsmuseet, vi ville have haft Borgmesterfrokost på Comwell Hvide Hus og vi ville have haft udnævnelse af Borgmester-for-en-dag med efterfølgende træplantning i Kildeparken.
Alt det har vi desværre været nødt til at aflyse i år, ligesom Rebildselskabet har aflyst alle deres arrangementer og netop i dag skulle Rebildfesten være afholdt i Rebild Bakker.
Sådan skulle det ikke være, men der er alligevel kommet en hilsen til Rebildselskabet fra Den amerikanske ambassadør i Danmark, Carla Sands. Den gælder vel også lidt for vores medlemmer i Dansk Amerikansk Klub. Så her er et LINK til den.
I Dansk Amerikansk Klub regner vi selvfølgelig med, at vi til næste år har fuldt program, men vi tror også på at vi her i efteråret får nogle hyggelige arrangementer. Vi glæder os til at se jer igen.