Hilsen fra legatmodtager

Her er afslutningen på Sofies studietur til Canada/USA. Første del fra april 2019 kan ses HER

Kære Dansk Amerikansk Klub


Nu er jeg vendt godt hjem til Danmark igen efter lige over et halvt år i Canada og USA og jeg er netop startet på kandidaten i antropologi på Aarhus Universitet. Jeg har fået rigtig mange gode oplevelser med hjem i rygsækken, som jeg gerne vil dele med jer.

Først var oplevelsen af at være en del af det Canadiske skolesystem, hvilket på næsten alle punkter adskilte sig fra universitetslivet i Danmark. For det første vælger man ikke på samme måde fag som i Danmark. Canadierne bruger det første eller de første år på universitetet på at spore sig ind på, hvad de gerne vil læse og vælger ikke retning, idet de søger ind. Da jeg havde en god blanding af fag indenfor social sciences mødte jeg næsten altid folk der havde taget et antropologisk fag eller to. De har meget frihed med deres valgfag, hvilket jeg godt kan misunde dem for.

Derudover har de meget, meget mere undervisning end jeg har på antropologi på AU. Men samtidigt forventer de også at man laver en masse opgaver, læser og laver lektier, så alt i alt er det rigtig travlt at gå på universitetet i Canada. På University of Victoria var det ikke unormalt at du langt fra var den sidste til at gå, hvis du vel at mærke tog hjem kl. 18 fra læsesalen. Til sammenligning lukker statsbiblioteket læsesal i Århus kl. 18. Hvad jeg havde det sværest med var, at jeg ikke fik tid til ordentlig at fordybe mig i noget. Ofte havde man allerede glemt, hvad ens opgave handlede om, når man fik karakteren for den, fordi man ofte skrev den ene opgave færdig og derefter hastede videre til den anden.

Jeg brugte rigtig meget af min tid på at læse imens semesteret var i gang, men da jeg havde eksamensperiode og sidste eksamen i april, fik jeg pludselig 4 måneders ferie indtil min kandidat startede. Den mulighed tog min kæreste og jeg fuldt ud, og valgte at tage på roadtrip i en varevognsbil, der var lavet om til et hjem på hjul. Vi havde ikke haft meget tid til at udforske Vancouver Island udover på de vandreture vi havde været på med mine venner i weekenderne, så da min familie kom på besøg rejste vi rundt med dem på Vancouver Island og i Vancouver og Whistler. Vi var helt overvældet af den smukke natur i British Columbia.

Da vi vinkede farvel til min familie drog vi over grænsen til Washington State og herfra startede, hvad blev til to måneders rejse i USA. Vi kørte hele vejen fra den canadiske grænse og ned til San Diego ved den mexicanske grænse og derefter kørte vi nordpå igen primært langs Rocky Mountains op til Canada igen. Undervejs fik vi besøgt 8 stater og 15 nationalparker. Vi tog til Banff, Jasper og Yoho National Park da vi kom til Canada igen. Derefter rejste vi til Vancouver for at sælge vores bil inden vi rejste hjem til Danmark igen i midt juli. Alt i alt var vi i USA i en tredjedel af tiden derovre og i Canada i to tredjedele, så jeg tænker at legatet var ganske godt givet ud til mig eftersom jeg jo både har skabt relationer og kontaktet i både USA og Canada.

Det var uden tvivl en fantastisk tur, men det er jo også rart at være hjemme i vante omgivelser i Danmark igen. Hverdagen og studiet kalder, men når det bliver rigtig efterårsagtigt koldt og blæsende, så tænker jeg tilbage på en helt unik tid i mit liv, der er fyldt med oplevelser og ikke mindst mennesker som jeg aldrig vil glemme. Tusind tak for jeres bidrag, der muliggjorde, at jeg kom afsted på denne tur.

De bedste hilsner


Sofie Bjerrum Nielsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

72 − 66 =