Tag-arkiv: hygge

Torskegilde 2017

Lige hjemkommet fra årets Torskegilde i Dansk Amerikansk Klub. Denne gang var den store ændring, at det ikke foregik på Marinestuen i Aalborgs Vestby, men på Restaurant Orkideen i Aalborg Øst.

Mens medlemmerne myldrede ind samledes alle i baren og da alle var mødt ringede præsidenten første gang med dirigentklokken. Efter en kort velkomst bød han til bords.

Vi var denne gang 53 glade medlemmer og gæster som glædede os til det traditionelle fiskemåltid. Her ved bordene indledte præsidenten med sin rigtige velkomst og vi sang “Blæsten går frisk”.

Så kunne vi heller ikke vente længere og den kogte torsk med alt der til hørende af tilbehør blev serveret. MUMS! Der var små rødbedeterninger, hakkede æg, persille, fedtegrever og det superstærke sennep og revet peberrod, samt kartofler og en go’ sennepssovs. Efter to serveringer og et par snapse var alle mætte.

Under hele middagen havde snakken været særdeles livlig ved alle bordene og præsidenten måtte igen ty til dirigentklokken for at få ørenlyd.  Blandt andet for at fortælle den ene af de TO små sjove historier som han husker, men som ikke egner sig til denne hjemmeside. Mens kaffen blev serveret fik han også introduceret aftenens indslag: Med overskriften: Med FN på 5 kontinenter fortalte Finn Reske-Nielsen om 36 år i FN’s tjeneste og Bodil Knudsen berettede om livet som medfølgende og medarbejdende ægtefælle. Bodil Knudsen fortalte blandt andet, at hun i en hel uge havde været undervisningsminister på Øst Timor under starten på landets selvstændighed. Finn Reske-Nielsen var en af de højest placerede danskere i FN.

Spændende indslag, som gav et lidt andet indtryk af livet som FN’s udsendte repræsentanter, end de fleste går og forstiller sig.

Vi sluttede aftenen som altid, med “Skuld gammel venskab”.

Tak for en hyggelig aften

NB: Bestyrelsen vil meget gerne have tilbagemelding om hvad du synes om Torskegilde på Orkideen contra Marinestuen.

Tekst og foto: Flemming Pedersen

Thanksgiving 2016

Med nøjagtig en måned til jul, blev DAK’s Thanksgiving Dinner afholdt i Restaurant Orkideen’s hyggelige lokaler. Efter velkomstdrink gik vi til bords og 70 sultne gæster måtte først synge ”Blæsten går frisk over Limfjordens vande”. Og så ville kokken lige fortælle om menuen, men han holdt dog hemmeligheden om kalkunens stuffing for sig selv. Til kalkunen var der selvfølgelig alt tilbehøret – krydret  kartoffelmos, sweet potatoes, smagfulde rosenkål med kastanier, tranebærkompot  samt en dejlig sovs.

I år havde præsidenten lavet en konkurrence, der gik ud på at vi skulle svare på ti underfundige spørgsmål om USA. Alle gik med på legen og det skabte mange interne diskussioner omkring ved bordene. Vinder med 7 rigtige svar ud af 10 spørgsmål blev vundet af ………….præsidentens bord!!!!

Efter denne adspredelse blev desserten serveret – bagt æblekage med nødder og flødeskum ad libitum.

Aftenen igennem var der livlig snak omkring de runde 10-mands borde, så alt i alt en hyggelig aften men mange nye gæster.

Som sædvanlig slutter vi på slaget 10, efter vi har sunget ”Skult gammel venskab”.

Go’ jul og godt nytår – og så ses vi til ”Torskegildet” til februar.

Tekst of foto: Flemming Pedersen

Countryfest 2016

Tak til alle der deltog i årets countryfest og til Inger og Egon  Østergaard der igen lagde festlokale til på Østergaard i Haldager.

Flere end 50 glade cowboys og –girls (en fin fremgang i forhold til tidligere år) deltog i år i fin feststemning. Der var flere nye med som vi ikke tidligere har set til countryfesten. Det er jo herligt. og lover godt for de kommende fester.

Foto: Flemming Pedersen

Festlokalet var selvfølgelig pyntet festligt op i de danske og amerikanske farver.

Stemningen var helt i top fra starten og den blev endnu bedre da “Syvsten Gamle Bageri“, skar den spidstegte gris ud og de sultne gæster tog for sig i rigelige mængder.

Desserten var god hjemmelavet is – også fra Syvsten – MUMS!

Den musikalske underholdning til sangene og efterfølgende dans var lagt i gode hænder hos huspianisten Karsten Bendixen – nu også med backinggruppe (elektronisk 😉 )

Der blev hygget og danset flittigt hele aftenen så der blev rigtigt varmt i det store lokale.

Traditionen tro sluttede vi til midnat med sammen at synge ”Skuld gammel Venskab rent forgå”.

Vi ses igen næste år 8. september 2017 kl 18.30. Sæt allere nu datoen ind i kalenderen

Tekst: Flemming Pedersen